Den dobbelte olympiske guldvinder Rebecca Adlington stopper karrieren som svømmer.
Den 23-årige brite har i mange år været en af de hårdeste konkurrenter til den danske topsvømmer Lotte Friis, som nu kan se frem til en rival mindre i kampen om medaljer i fremtiden.
Adlington, som lige nu er verdensrekordholder på distancen 800 meter fri, vandt to OL-guldmedaljer i Beijing i 2008 og to bronzemedaljer ved OL i London sidste år.
- Jeg er meget stolt af, hvad jeg har opnået indtil videre, men min rejse er ikke slut endnu, siger Adlington på sin personlige hjemmeside.
Briten vil i stedet for selv at konkurrere på højeste niveau træne helt unge og børn, som skal lære at svømme i en tidlig alder.
- Min vision er, at hver eneste barn i Storbritannien skal være i stand til at svømme 25 meter, når de går ud af grundskolen.
- At være i stand til at svømme er en vidunderlig evne i livet, og jeg ser dette som min største udfordring inden for svømning, lyder det fra Adlington.
Ved OL i London endte Adlington som nummer tre i 800 meter fri, mens den blot 15-årige amerikaner Katie Ledecky snuppede guldet. Lotte Friis blev ved den lejlighed kun nummer fem.
/ritzau/