Den teateraktuelle og snart 80-årige Lone Hertz kan lide at være alene. Men hun er også taknemmelig for, at hun gennem livet har været i flere forhold.
- Jeg har sandelig også mødt meget kærlighed og har været meget glad for de mænd, jeg har mødt i mit liv. Det har været vidunderligt, sagde Lone Hertz ifølge Billed Bladet, da hun var gæst i "Go’aften Danmark".
Hun har været gift med nu afdøde Axel Strøbye. De fik sammen to børn, og med afdøde teaterdirektør Stig Lommer fik hun sønnen skuespiller Steen Stig Lommer. I alt har hun fire børn, og er desuden storesøster til skuespillerne Tony Rodian og Helle Hertz.
Lone Hertz fortalte desuden, at hun på en og samme tid er en enegænger og et socialt menneske:
- Jeg elsker at være alene, men det er ikke noget nyt. Min mor syntes, at jeg var hendes mærkeligste barn, for når jeg kom hjem, satte jeg et skilt på døren, hvor der stod "jeg vil ikke forstyrres".
Alderen betyder intet
Selvom Lone Hertz 23. april runder 80 år, så fortalte hun i et interview for nylig, at alderen ikke bekymrer hende:
- Jeg er bedøvende ligeglad med min alder. Jeg husker ikke min ungdom som specielt glansfuld og harmonisk. Jeg var tungsindig, bange, nervøs, sagde hun og tilføjede:
- Hver alder har sin styrke og sin svaghed. Så jeg har det fint med min alder.
Hjerneskadet søn
Med Axel Strøbye fik Lone Hertz' sønnen Tomas. Han blev hjerneskadet af en vaccination i etårsalderen.
At have et hjerneskadet barn har Lone Hertz været meget åben om, og instruerede og skrev i 1980 dokumentarfilmen "Tomas - et barn du ikke kan nå" om netop sønnen Tomas Strøbye.
Hun udgav desuden i 1992 bogen "Sisyfosbreve" med en personlig skildring af hendes liv med sønnen.
Skal landet rundt
Lone Hertz har en rolle i "Mød mig på "Cassiopeia", som netop nu spiller på Folketeatret i Nørregade i København. Her spiller hun blandt andre sammen med Amalie Dollerup, Trine Gadeberg, Asger Reher og Troels Malling.
"Mød mig på Cassiopeia" tager på turné rundt i landet midt i marts. Forestillingen kan ses i blandt andet Randers, Aarhus, Tønder, Nyborg, Greve, Nakskov, Sønderborg, Svendborg, Kolding, Esbjerg, Odense og Rønne.