I sin åbningstale vil statsminister Lars Løkke Rasmussen bebude, at regeringen vil aflyse fremtidige stigninger i grundskyld på yderligere 10 milliarder kroner. Det skal give boligejerne mere tryghed end med det nuværende skattestop.
Det erfarer Ritzau fra regeringskilder.
På trods af skattestoppet på ejendomsskatten er boligskatterne samlet steget med 18 milliarder kroner siden 2001. Det skyldes, at skattestoppet kun gælder ejendomsværdiskatten, men ikke grundskylden.
Dermed lægger statsministeren op til et opgør med det skattestop, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen indførte. Skattestoppet gælder til 2020.
Socialdemokraterne har foreslået at forlænge det til 2025, men det vil ikke give boligejerne den fornødne tryghed, er vurderingen i regeringstoppen.
Flere centralt placerede regeringskilder bekræftede mandag, at regeringens udspil vil blive fremlagt inden efterårsferien.
Dermed vil det kunne indgå i forhandlingerne om regeringens 2025-plan.
Den håber regeringen at lande en aftale om i midten af november sammen med finansloven.
DF og LA står dog så langt fra hinanden på spørgsmålet om topskattelettelser, at det har sat gang i valgspekulationerne på Christiansborg.
At Løkke nu i sin tale vil løfte lidt af sløret for udspillet, kan ses som et tegn på, at han nu tror, det vil være muligt at indgå en aftale trods uenighederne.
Udspillet ventes at indeholde en teknisk del, som giver et bud på, hvordan ejendomsvurderingerne konkret skal foretages.
Samtidig vil regeringen fremlægge et politisk bud på, hvordan boligskattesystemet skal indrettes. Det er dette bud Løkke nu ventes at fortælle mere om i sin tale.
I 2025-planen har regeringen allerede afsat 24 milliarder kroner til at skabe "tryghed" for boligejerne.
Med de penge i baghånden vil regeringen altså forsøge at skabe tryghed for de boligejere, som har været ramt af stigende grundskyld.
/ritzau/