Lars Løkke Rasmussen (V) havde roser til Helle Thorning-Schmidts (S) åbningstale, som han ligeså godt selv kunne have have skrevet.
Den tidligere statsminister betegnede talen, som en "positiv overraskelse".
Det er ikke fordi, han pludseligt går ind for rød politik, men derimod, at den nye regering efter hans mening, har trukket en række forslag tilbage, og i stedet kører videre med dele af den tidligere regerings politik.
"Alt det som ikke skulle gennemføres efter valget; efterlønsreform, dagpengereform - det skal nu blive. Alt det, som skulle blive til noget efter valget; bankskat og millionærskat, er ikke længere regerings politik. Det er meget positivt," sagde Lars Løkke til de fremmødte journalister.
Det var dog ikke hele talen, han var begejstret for.
"Jeg noterede mig, at Helle Thorning-Schmidt nævnte det bundfrosne boligmarked. Derfor forstår jeg heller ikke, hvor boligpakken er blevet af, som S-SF foreslog før valget. I går sagde statsministeren på et pressemøde, at det var Venstre, der ikke ville gennemføre boligpakken. Det beror på en stor misforståelse.," sagde Lars Løkke Rasmussen.