Fodboldspiller Christian Poulsen forhandler i øjeblikket med den engelske Premier League-klub Liverpool.
Endnu er der ikke nogen kontrakt eller underskrift, men forhandlingerne er stadig i fuld gang om danskeren, der ifølge eb.dk koster omkring seks millioner euro - eller 45 millioner kroner.
Det slår Christian Poulsens advokat og rådgiver fast overfor eb.dk.
Advokat Jørn Bonnesen er netop vendt hjem efter et langt møde med den britiske fodboldklubs topfolk. Han har ingen kontrakt med tilbage i tasken, men det betyder ikke, at der ikke stadig er gensidig interesse.
"Det er helt almindeligt, at man først præsenterer sine forventninger og så nærmer man sig stille og roligt hinanden," siger advokat Jørn Bonnesen til avisen.
Liverpool-manager Roy Hodgson har officielt meldt ud, at han meget gerne ser Christian Poulsen i Liverpool.