En gårdejer ved Vejle fandt fredag den 13. august et lig i sin gylletank. Ingen savnede liget, der senere viste sig at være en mand, og politiet var på bar bund.
Men nu melder politiet, at manden havde asiatiske træk.
"Det kan retsmedicinerne se på kranieformen og på tænderne," siger vicepolitiinspektør Peter Krogh fra Sydøstjyllands politi til Newspaq.
Manden havde hverken pas eller andre id-kort på sig, så politiet ved kun, hvad retsmedicinerne fortæller.
"Liget har ligget i vandet i mindst to måneder. Det har været meget varmt, og derfor har retsmedicinerne en kæmpe opgave," fortæller Peter Krogh.
Politiet har endnu ikke fundet frem til dødsårsagen, men er næsten sikker på, at der er tale om en forbrydelse. Derfor er ligets afstamning af stor betydning for politiet.
"Vi begynder nu at efterforske nærområdet, for at finde ud af, om der har færdes asiatiske personer derude det sidste halvårstid, oplyser Peter Krogh.
Samtidig tømmer politiet i dag gylletanken for slam, for at se om der ligger skjulte spor gemt i tankens indhold.
Retsmedicinerne fastslår manden til at være mellem 20 og 50 år, 166 cm høj, almindelig af bygning med 5-6 cm kulsort hår. Kranieformen viser klare asiatiske træk.
Ved du noget, så ring til Sydøstjyllands Politi på telefon 114.