En mand er død - og en er i livsfare - efter en arbejdsulykke i Svebølle på Vestsjælland.
Den ene mand gik ind i tanken på en tankvogn for at gøre den ren. Men han faldt om af iltmangel.
"Det så en af hans kollegaer, og hoppede ned i tanken for at redde ham ud, men nummer to faldt også bevidstløs om," fortæller Jan Lauritzen, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands politi.
En tredje kollega opdagede de to bevidstløse. Han fik ilt i tanken, inden han gik ned for at redde de to mænd ud. Hvor lang tid de to nåede at ligge i tanken, ved politiet ikke på nuværende tidspunkt.
Den første mand stod ikke til at redde, mens den anden mand blev fløjet til Rigshospitalets traumecenter med helikopter.
"Vi kender ikke hans tilstand i øjeblikket, men vi betegner den som kritisk," fortæller Jan Lauritzen.
Arbejdstilsynet er nu på stedet og skal undersøge sagen.