Bilister skal tage den med ro torsdag morgen.
Sådan lyder opfordringen fra DMI, Vejdirektoratet og flere politikredse, der alle melder om glatte veje i morgentrafikken.
- Der er isglatte veje flere steder i morgen- og formiddagstimerne. Kør forsigtigt, lyder opfordringen fra DMI på Twitter. Her oplyser Vejdirektoratet også, at der saltes i hele landet på grund af risiko for glatte veje.
Flere steder skøjter bilisterne allerede rundt, og det har ført til uheld. Blandt andet i Sydsjællands- og Lolland Falsters politikreds. Her melder man om op imod ti uheld torsdag morgen.
- Vi har mange færdselsuheld i øjeblikket, og vi er faktisk beskæftiget med færdselsuheld over hele politikredsen. Der er meget meget glat, siger vagtchef Stefan Jensen til Ekstra Bladet.
Også på Midt- og Vestsjælland driller de isglatte veje her til morgen. Blandt andet er Holbæk Motorvejen meget belastet af det glatte føre, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen til tv2.dk. Han fortæller, at der i morgentimerne har været tre uheld i politikredsen.
- Folk skal virkelig køre forsigtigt. Selvom de har vinterdæk på, så skøjter de stadig rundt. Man skal køre hjemmefra et kvarter før og tage den med ro, siger Carsten Andersen til tv2.dk.
Også Sydjyllands Politi melder på Twitter om glatte veje i morgentrafikken.