Der har altid været masser - og god - energi forbundet med Lene Beier.
Det gjorde hende blandt andet til en højt elsket vært for programmet "Landmand søger kærlighed".
Et job, hun som bekendt sagde farvel og tak til for at forfølge drømmen om livet som hotel-vært i Østrig.
Også her er hun omgivet af stor succes.
Hendes og mandens første højsæson som hotelejere er nemlig gået helt forrygende.
- Vi har jo fuldt booket på hotellet, og det har vi frem til midten af oktober, hvor vi jo så holder pause, fortæller Lene Beier til sh.dk og fortsætter.
- Men indtil da har vi fuld smæk på – og i juli kom rigtig mange danskere forbi, som skulle videre til Italien eller et andet sted på sommerferie.. Det er helt vildt, hvad der har været forbi af motorcykler, autocampere og folk med hunde, fortæller Lene Beier blandt andet til ugebladet.
Som de fleste andre hoteller i området, holder parret lukket og ferie et par måneder i efteråret, før der igen bliver travlt med vintersæsonen.
Lene Beiers mange fans kunne følge opstarten af Hotel Edelweiss i Tyrol i tv-programmet "Beier på Alpehotellet".
TV2-programmet i bedste sæson var måske med til at sætte skub i de mange bookinger på "Hotel Edelweiss by Beier".