Har du et sommerhus og kan du undvære det i tre måneder hvert år?
Hvis ja, så er der gode penge at tjene og i mange tilfælde kan sommerhusudleje betale husets udgifter.
Sidste år blev det vedtaget, at bundfradraget for udleje af sommerhus steg til 20.000 kroner årligt. Det gælder dog kun, hvis man udlejer gennem et bureau.
Regnestykket er baseret på et sommerhus til 1,3 millioner kroner på 85 kvm., finansieret ved F1 lån og til en udleje på 5.000 kroner pr. uge, skriver Politiken.
Udlejes sommerhuset til 5.000 kroner pr. uge i 12 uger årligt, så betaler lejeindtægten udgifterne til sommerhuset og du har et sommerhus godt og vel gratis i de resterende 40 uger.
Og der er stor efterspørgsel efter danske sommerhuse. Allerede i november var der forudbestilt 97.000 uger i leje. Det er en stigning på fire procent i forhold til sidste år, skriver Politiken.
Det er især tyskerne, der er vilde med danske sommerhuse. Vore naboer mod syd står for 70 procent af lejen.
Man skal dog passe på, inden man kaster sig ud i sommerhuskøb. Det er nemlig ikke sikkert, at det finansierer sig selv i de kommende år.
"Vi kommer ikke udenom, at der grundlæggende er tale om et marked med risiko for faldende priser over de kommende år," påpeger Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark over for Politiken.
Bureaer som Dansommer, Novasol og Sommerferie.dk udlejer private sommerhuse til turister.
Kilde:Politiken