Udlændinge er mere villige end danskere til at tage job, hvor lønnen er lav.
En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at 27 procent af alle de udenlandske statsborgere, der arbejder i Danmark, har et job, der giver under 130 kroner i timen. Kun 10 procent af danske lønmodtagere går til den løn, skriver Jyllands-Posten.
Udviklingen er et udtryk for, at Danmark er ved at miste arbejdspladser på en ny måde, siger arbejdsmarkedsforsker ph.d. Jens Arnholtz fra Københavns Universitet.
- Hidtil har vi kunnet se, hvordan danske arbejdspladser er forsvundet, fordi fabrikker er flyttet til udlandet. Nu ser vi, at danske arbejdspladser her i landet i lavtlønsområdet i stigende grad bliver besat af udlændinge, der kommer til landet for at arbejde.
- Det kan på længere sigt gøre det vanskeligt at få jobbene tilbage på danske hænder igen, hvis man ønsker det.
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jørn Neergaard Larsen mener, at opgørelsen er et udtryk for, at jobformidlingen i Danmark har spillet fallit:
- Der er givetvis tusindvis af danskere, der ville kunne have taget disse job, hvis de havde ønsket det, men de er i stedet blevet fastholdt i offentlig forsørgelse.
- Det er en kæmpemæssig falliterklæring både for vore jobcentre, for vore a-kasser og for de politikere, der har skabt den nuværende beskæftigelsespolitik, siger han til Jyllands-Posten.
I LO skyder faglig sekretær Ejner K. Holst tilbage på arbejdsgiverne.
- Det er et paradoks, at vi har en dansk arbejdskraftreserve, som arbejdsgiverne ikke vil ansætte, siger han til avisen.
/ritzau/