Det er god tone at diskutere ved forhandlingsbordet og ikke i pressen.
Det siger Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg og borgmester i Høje-Taastrup kommune.
Han er forundret over, at lærerformand Anders Bondo Christensen over for Newspaq kritiserer Kommunernes Landsforening (KL) for ikke at udarbejdet et skriftligt oplæg, som beskriver, hvordan de vil lægge lærernes arbejdstid om.
- Det er en lille bitte smule utidigt, at Anders Bondo render i pressen og beklager sig over, at han ikke har fået noget på skift. Vores tilgang er, at vi skal løse det her ved forhandlingsbordet, også selvom et er svært, siger Michael Ziegler til Newspaq.
Skolelærere og landets kommuner forhandler i øjeblikket om lærernes kommende arbejdstid, og Anders Bondo kalder det "højst besynderligt", at lærerne ikke har fået et eneste ord om KL's tanker på skift.
Ifølge Ziegler har KL brugt meget energi på undervejs i forhandlingerne at forklare lærernes forhandlere, hvordan en lærers arbejdsdag vil se ud i et nyt system uden arbejdstidsaftaler.
- Vi kan ikke centralt på KL's hus i Weidekampsgade sidde og lave præcise beskrivelser for, hvordan sosu-personalet arbejdet, når nu de har de arbejdstidsregler, som vi ønsker også at lave for lærerne nemlig en 37 timers arbejdsuge med tilstedeværelse. Det kan let blive misvisende at lave noget på skrift, siger han.
Forhandlingerne om en ny overenskomst for landets 60.000 lærere skal efter planen være afsluttet ved udgangen af februar.
Anders Bondo Christensen tror ikke, at den deadline kan nås. I KL er tonen mere optimistisk.
- Det er vores klare ambition at nå en aftale. Det så også rigtig svært ud på gymnasielærer-område, men det lykkedes rent faktisk, så jeg er optimistisk optimist, siger Michael Ziegler.
Han afviser, at kommunerne er glade for den nuværende arbejdstidsaftale.
- Den har alvorlige skavanker og er en begrænsning for udviklingen af folkeskolen. Det er noget, de 98 kommuner siger samstemmende til KL. Så man tegner et helt skævt billede, hvis man siger, at kommunerne er rigtig glade for den arbejdstidsaftale, der gælder i dag, siger Ziegler.