- Da jeg kom hjem, lå der fire beskeder på min telefonsvarer om, at jeg skulle komme ud på hospitalet med det samme.
Ordene er Kirsten Loumanns. Hun var lige gået på deltid som tysklærer efter at have arbejdet som skolelærer i over 40 år. Hun har altid levet sundt og været aktiv. Derfor betragtede hun det heller ikke som andet end en slem sommerforkølelse, da hun sidst på sommeren sidste år begyndte at hoste.
Efter sommerferien begyndte hun igen på arbejde og fortsatte med at spille badminton om mandagen, som hun havde gjort i rigtig mange år.
Fire beskeder fra lægen: Kom med det samme
- En mandag aften i september kunne jeg pludselig ikke få vejret. Jeg sagde det til min makker. Hun forstod ingenting. Hun havde aldrig set mig sådan, men jeg kunne ikke. Jeg havde simpelt hen ikke mere luft tilbage – jeg gispede og gispede.
Hun gik til lægen og blev med det samme sendt videre til røntgen og efterfølgende til scanning.
- Det var på min fødselsdag, den 22 september. Jeg var til scanning om formiddagen, og så holdt jeg fødselsdagsfrokost med en veninde om eftermiddagen. Det var godt vejr, så vi gik en lang tur bagefter. Det var en torsdag, og lægen havde sagt, at jeg kunne ringe efter svar fredag formiddag, så jeg havde sat min mobil på lydløs.
- Da jeg kom hjem, lå der fire beskeder på min telefonsvarer om, at jeg skulle komme ud på hospitalet med det samme.
Kirsten Loumann fik tappet 1,2 liter væske mellem lungehinderne.
- Det var det første chok. Som min datter, der er sygeplejerske sagde: Det er alvorligt det her. Og så var jeg godt klar over, at der var noget helt galt.
"Det kan ikke helbredes"
Den 12. oktober 2016 fik hun stillet diagnosen: Lungehindekræft.
- Lægerne spurgte mig, om jeg havde været gift med en, der havde arbejdet med asbest eller været i nærheden af asbest. Jeg blev ved med at sige, nej, nej, det passer ikke. I har taget fejl – det passer ikke, men det gjorde det altså. Det var lungehindekræft, og den er uhelbredelig, siger Kirsten Loumann.
- Jeg kunne ikke opereres, og det i sig selv er jo en frygtelig besked at få. Jamen, hvad er så behandlingsmulighederne, spurgte jeg. De svarede: Det er kemoterapi – så blev der en lang pause, men det kan ikke helbredes.
Kort efter fik hun brev fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – AES – det, der tidligere hed arbejdsskadestyrelsen – sammen med et spørgeskema. Det sker automatisk, fordi lungehindekræft betyder, at man har været i nærheden af asbest og derfor kan være arbejdsrelateret. Det var det i Kirsten Loumanns tilfælde.
Får erstatning på grund af 90 dage som vikar
I tre måneder i 1970/1971 var hun lærervikar på sin gamle folkeskole, hvor hun gik i ni år. Det var vikarstillingen, der udløste en erstatning på en halv million kroner fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller som der står i afgørelsen: Din lungehindekræft er en arbejdsskade.
Kirsten Loumann fik altså erstatning, fordi hun var lærervikar Marielyst Skole i Gladsaxe Kommune i tre måneder – og ikke fordi hun var elev i ni år på samme skole.
Hun sad bagerst i klassen lige op ad en væg, der var isoleret med asbestplader. Hun viser et billede, hun har taget af tre kammerater ved skolepulten på bagerste række og med de lydisolerende asbestplader som baggrund. Der er slået søm i pladerne og hængt et billede op. Kirsten husker, hvordan især drengene blandt andet kastede med ting mod væggen, så pladerne gik i stykker og begyndte at drysse.
I Danmark er man berettiget til erstatning efter arbejdsmiljøloven, hvis man kan dokumentere, at man har været udsat for asbest, mens man passede sit arbejde som asbestarbejder, skolelærer eller pædagog.
Hvis Kirsten Loumann ”kun” havde været elev på Marielyst Skole i Gladsaxe Kommune, havde hun ingen erstatning fået, selvom hun var omgivet af asbeststøv i de ni år, hun gik på skolen som elev. I afgørelsen fra AES står der:
"Vi er opmærksomme på, at du selv gik på Marielyst skole i 9 år som elev. Oplysningen har ikke ført til ændret vurdering, fordi den erhvervsmæssige asbesteksponering opfylder fortegnelsens krav."
Seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse, Johnni Hansen, som har forsket i blandt andet arbejdsmiljø mener, at man i Danmark burde overveje at give kompensation til alle, der får kræft i lunge-, bug- eller testikelhinden. Asbestbetinget kræft i hinderne, mesotheliom, er sjælden, og derfor vil det næppe være forbundet med de store udgifter, mener Johnni Hansen.
- I virkeligheden ville det være det nemmeste for alle. De fleste er alligevel dækket ind af arbejdsmiljølovgivningen, så der vil ikke være mange tilbage. Samtidig vil man spare alt det bureaukrati, der i dag bruges på at sortere de få fra, der ikke er omfattet af loven.
Kirsten Loumann betragter erstatningen som et plaster på såret. Hun har blandt andet brugt pengene til at invitere børn og børnebørn på sommerferie. En ferie, som hun ikke ved, om hun lever længe nok til at holde.
Kirsten forbereder sin afsked
- Sygdommen ligger jo hele tiden i baghovedet. Jeg var glad og havde jo set frem til at blive pensioneret og til at kunne bruge mere tid på sport og cykling og at være sammen med mine børn og børnebørn, men det er røget fuldstændig i vasken. Lige nu har jeg nok at gøre med at holde sammen på mig selv.
Kirsten Loumann er gået i gang med at forberede sin afsked. Hun har ryddet op og smidt ud og skrevet breve til børnene. Hun bruger så megen tid som muligt sammen med familie og venner – for nylig inviterede hun en veninde på frokost i København på en restaurant, hun altid selv havde drømt om at besøge.
Men sygdommen dræner hende for kræfter. Hun havde håbet, at en kemokur kunne standse udviklingen lidt, men det skete ikke. Kirsten Loumann er hverken bitter eller vred, selvom hun ved, at hun ikke har langt igen.
- Nej – jeg er bare rigtig ked af det.
Lis Sørensen var lærer i 15 år på Marielyst Skole i Gladsaxe Kommune – den samme skole, som Kirsten Loumann gik på. Hun døde i 2007 af asbestbetinget lungekræft. Hun blev den første lærer i Danmark, der fik anerkendt sin dødelige sygdom som en arbejdsskade.
Asbesten blev fjernet fra Marielyst Skole i midten af 1980’erne. Skolen er i dag lagt sammen med Grønnemose Skole i Søborg.