Børn til asbestarbejdere kan nu få erstatning, hvis de har fået kræft af det farlige støv.
Det er resultatet af en bred aftale i Folketinget, der er indgået onsdag. Samtidig bliver ordningen udvidet med to andre kræftformer, kræft i bug- eller testikelhinden. Den tidligere ordning, der gjaldt for ægtefæller og samlevere til asbestarbejdere, omfattede kun lungehindekræft.
Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, er glad for den nye aftale.
- Jeg er meget tilfreds. Vi har et stort ansvar over dem, der ikke kan få en arbejdsskadeerstatning, siger han til Avisen.dk.
Normalt er det kun dem, der har haft et job, de er blevet syge af, som kan få erstatning. Men siden januar 2016 har det været muligt for ægtefæller og samlevere til asbestarbejdere at søge kompensation, hvis de har udviklet lungehindekræft efter at have indåndet asbestfibre for eksempel ved vask af arbejdstøj med asbest. Det er den ordning, der nu bliver udvidet.
- Den ny aftale kommer til at gælde alle dem, der har boet i husstanden, oplyser Flemming Møller Mortensen.
Aftalen gælder i 10 år. Sundhedsministeriet har fundet 2-3 mio. kr., der først bruges på ordningen. Herefter er der afsat 3-15 mio. kr. fra satspuljen.
Kompensationen for samlevere og ægtefæller til asbestarbejdere er i dag på 170.000 kroner.