Mens hun ventede på, at en båd skulle samle hende op, blev en ung newzealandsk kvinde i går angrebet af en hvidhaj.
24-årige Lisa Mondy havde stået på wakeboard ud for Jimmys Beach i Port Stephens, da hajen slog til.
Hun blev bidt i ansigtet og trukket under vandet, men slap fri.
Det skriver News.com.au.
Efter angrebet blev Lisa Mondy bragt til John Hunter-hospitalet i Newcastle med svære skader i hovedet, på skulderen, nakken og den venstre arm.
Efterforskere fra de lokale myndigheder har undersøgt bidmærker på kvindens redningsvest, samt billeder af hendes sår.
Derfor føler de sig sikre på, at der er tale om en hvidhaj.
Området er populært blandt fiskere og er kendt for at have tiger- og tyrehajere i vandene, men hvidhajen er også set i Port Stephens.
I december 2007 blev 31-årige Ben Morcom angrebet af en to meter lang hvidhaj, da han surfede ved Jimmys Beach.