Eleverne i de danske folkeskoler kan i stigende grad se langt efter svømmeundervisningen næste skoleår.
Mange af landets kommuner giver nemlig svømmeundervisningen kniven og sparer faget væk. Det betyder, at eleverne kun kan få den krævede undervisning i svømning, badesikkerhed og livredning i en gymnastiksal
Det skriver 24timer torsdag.
Hos Dansk Svømmeunion frygter man for konsekvenserne af besparelserne.
"Danskerne er et folk, der er meget glade for vand. Og vi ved, at manglende svømmeundervisning betyder flere situationer, hvor børn og voksne kommer ud i situationer, som de ikke kan håndtere," siger svømmeforbundets direktør, Pia Holmen, til Newspaq.
Hun frygter, at vi er på vej mod en generation af danskere, der ikke kan svømme.
"Det er klart, at de ressourcestærke forældre selv kan lære dem at svømme, eller kan sende dem til svømning i en svømmeklub, som vi jo repræsenterer. Men det er slet ikke tilstrækkeligt til at erstatte skolesvømningens effekt," siger hun, og fortæller, at mange klubber slet ikke kan følge med efterspørgslen og derfor må oprette ventelister.
Det er blandt andet en dårlig standard af skolernes svømmebaner, der får mange kommuner til at droppe undervisningen.