11.000 mennesker er blevet smittet med kolera siden august måned i Zimbabwe, hvor en epidemi brød ud i det hårdtprøvede sydvestafrikanske land.
"Min frygt er, at nu hvor regntiden er kommet, så vil der blive skyllet bakteriefyldt vand sammen med drikkevandet," siger sundhedsminister David Parirenyatwa til Sunday Mail.
Organisationen Doctors for Human Rights (Læger for menneskerettigheder) beskylder dog regeringen for at underdrive situationens alvor, der skyldes nedslidte kloaker, vandforsyning og uindsamlet skrald.
Organisationen mener, at antallet af dødsofre for epidemien er nærmere 1.000 end de officielle 425.
Sundhedsministeren afviser dog beskyldningerne.
"Jeg taler i telefon med landet ti provinser dagligt. Her får jeg professionelle lægers vurdering, og jeg kan ikke se, hvorfor de skulle lyve," siger David Parirenyatwa.
Koleraepidemien har allerede spredt sig til nabolandet Sydafrika, men her er der stadig ikke tal på udbruddets omfang.
Zimbabwe var engang en foregangsland i Afrika, men efter flere år med Robert Mugabe ved magten plages landet nu af stor usikkerhed. Især fødevaresituationen er katastrofal, og FN vurderer at 5,5 mio. mennesker behøver nødhjælp fra januar.
Samtidig er landet ramt af en enorm inflation, der gør den lokale valuta stort set ubrugelig.