Miljøministeriet og Læsø Kommune vil sejle 2.500 køer, får og heste til øen for at bevare naturen og skabe nye arbejdspladser.
I første omgang handler projektet til 16 millioner kroner om at sikre 4.000 hektar med unik natur, fortæller skovrider Jesper Blom Hansen.
- Det er den lysåbnede natur, som afgræsningen med forskellige dyrearter har skabt over flere hundrede år. Den er under tilgroning, fordi der ikke er så mange dyr tilbage, der afgræsser den danske natur, siger han til Newspaq.
De 2.500 dyr vil i første omgang kaste omkring ti job af sig på øen, hvor der til daglig bor 1.800 mennesker.
Men på sigt kan det store antal dyr danne grundlag for et gourmetslagteri på Læsø, der forsøger at brande sig på særlige smagsoplevelser.
- Med så mange dyr vil der blive født mange kalve, lam osv. Så basis for at etablere et slagteri vil givetvis komme til stede, siger Jesper Blom Hansen.
Miljøminister Ida Auken, der også har igangsat et lignende projekt på Livø, er begejstret for projektet.
- På Læsø vil vi vise, at det kan lade sig gøre at skabe arbejdspladser ved at styrke naturplejeindsatsen. I en grøn økonomi lever vi af at passe på naturens mangfoldighed samtidig med, at vi skaber vækst og arbejdspladser, siger hun.
Der indgår flere end 350 lodsejere i projektet. Mange af dem bor ikke længere på øen, og jordlodderne er meget splittet op. Ifølge beregninger fra Naturstyrelsen vil lodsejerfællesskabet imidlertid kunne pulje indtægter og omkostninger sådan, at der kan skabes en fornuftig driftsøkonomi.