Antallet af fattige daler med noget nær lynets hast i det, vi har lært at kende som det forarmede Udkantsdanmark. Samtidig breder fattigdommen sig i nogenlunde samme tempo i ellers velbjærgede kommuner i hovedstadsområdet.
Det er det højest overraskende resultat af en analyse, som Ugebrevet A4 har foretaget af udviklingen i danskernes disponible indkomst siden årtusindeskiftet.
På Samsø, Læsø, Langeland og Lolland er antallet af borgere, som har mindre end 100.000 kroner i hænderne om året, når skatten er betalt, alle steder faldet med mere end 30 procent siden år 2000.
I den anden ende af skalaen er antallet af borgere med mindre end 100.000 kroner i årlig disponibel indkomst vokset med mere end 20 procent i Vallensbæk, Egedal og Roskilde siden årtusindeskiftet - i Vallensbæk med hele 47 procent.
Det viser analysen, som er foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Alle tal er omregnet til 2012-niveau, så de er direkte sammenlignelige. De 100.000 kroner er tæt på det beløb, der udgør den officielle fattigdomsgrænse. Den definerer folk som fattige, hvis de tre år i træk har mindre end 103.200 kroner om året i disponibel indkomst.
Men man tager fejl, hvis man tror, at udkants-borgmestrene nu er linet op i et jubelkor, som lovpriser økonomisk fremgang og sparede sociale udgifter. Tværtimod tegner Samsø-borgmester Marcel Meijer (S) et billede af tilbagegang og afmatning.
- Det er ikke sådan, at en hel masse kontanthjælpsmodtagere har fået arbejde. Men de helt unge, som typisk befinder sig i den indtægtsklasse, flytter fra øen for at uddanne sig. Familierne i de lidt ældre aldersklasser er ramt af forkortelsen af dagpengeperioden og flytter til Jylland, hvis de kan se, at de ikke kan få arbejde, siger han.
Ud af en i forvejen beskeden befolkning på i øjeblikket 3.760 personer forsvinder der i gennemsnit 40 personer fra Samsø årligt. Og med netop de unge og yngres fraflytninger er det ikke sandsynligt, at det bliver fødselsraten, som kommer til at vende udviklingen.
Tilsvarende paradoksalt kan man i Roskilde opleve noget nær begejstring over at have fået 2.384 flere borgere med en årlig disponibel indkomst under 100.000 kroner siden årtusindeskiftet. Man havde 10.522 i forvejen, så stigningen har været på 23 procent.
Det er skam en positiv udvikling, mener formanden for beskæftigelses- og socialudvalget, Bent Jørgensen (V). For det er blandt andre ham, der har taget imod de unge, som nu kan sikre fremtidig vækst og fremgang for kommunen.
- Siden årtusindeskiftet har vi haft en stigning på 1.700 16-19-årige og 800 20-24-årige. Sammenlagt 2.500 unge, som typisk er i den laveste indkomstkategori, og som er kommet til byen for at uddanne sig. Så vi ser det ikke som et problem, men en positiv demografisk udvikling. Og hvis vi ser på vores sociale udgifter, har vi ikke oplevet en tilsvarende stigning, forklarer han.
Bent Jørgensen kan glæde sig over at have hele paletten af uddannelsesinstitutioner i sin kommune - universitet, University College, gymnasium, teknisk skole, teknisk gymnasium og slagteriskole.
- Det lover godt for fremtiden, mener han.
Men hvad der er godt for Roskilde og hovedstadsområdet i det hele taget, er skidt for blandt andre Lolland. Her står borgmester Holger Schou Rasmussen (S) og kigger langt efter de unge, som i en massiv strøm forlader kommunen. Det er også i den udvikling, at borgmesteren finder den væsentligste forklaring på, at færre af hans borgere i statistisk forstand er fattige.
- Vi har lige lavet en fraflytteranalyse, der viser, at det er alle vores unge mellem 18 og 24, som fraflytter landsdelen - enten for at få uddannelse eller arbejde. Sidste år mistede vi 908 borgere og heraf rigtig mange unge. Vi har ikke den uddannelseskapacitet, der kan fastholde de unge, og heller ikke de ufaglærte arbejdspladser, som nogle måske kunne hænge fast i, beklager han.
Men selv om udviklingen er perspektivløs for udkantskommunerne, har de lokale borgmestre svært ved at se, hvordan det kan være anderledes.
Som Marcel Meijer fra Samsø siger:
- Det er en trist udvikling, for vi vil jo alle sammen gerne have, at de unge bliver. Men holdningen er også, at "det skal bare ikke være mine børn, for de skal ud og have en uddannelse".
Også Høgni Kalsø Hansen, lektor i økonomisk geografi på Københavns Universitet, kan afvise enhver forklaring om, at faldende antal fattige er tegn på økonomisk genopretning i de fjerne landkommuner. Udviklingen skyldes slet og ret unges flugt mod uddannelser, som er blevet koncentreret i større byer, fastslår han.
- Det er en udvikling, som også sætter en stopper for fremtidig vækst. Så det bliver et langt, sejt træk for øerne og landkommunerne. De unge kommer jo ikke tilbage, for der er ikke job. Og hvis der endelig er et job, er der ikke job til den anden i det parforhold, de i mellemtiden er kommet i, siger han.