Publikum strømmer til for at se verdens bedste badmintonspillere ved Denmark Open i uge 42 i Odense, hvor Peter Gade er i aktion for sidste gang i en international turnering på hjemlig grund.
- Jeg tror aldrig, at vi har haft et bedre forsalg. Der var udsolgt sidste år, så folk har åbenbart valgt at købe i forsalg denne gang, siger event manager Brian Moesgaard fra Badminton Danmark.
- Der er samme kapacitet som sidste år. Der ikke udsolgt endnu, men fredag og lørdag skal man til at skynde sig, hvis man vil ind.
Denmark Open blev sidste år opgraderet til en såkaldt Super Series Premier-turnering, hvor verdensranglistens top-10 er forpligtet til at stille op.
Men ud over den absolutte verdenselite tæller det også positivt for billetsalget, når en lokal helt som Viktor Axelsen er med, vurderer turneringens event manager.
Axelsen skal møde verdensetteren Lee Chong Wei om onsdagen.
- Viktor er en lokal helt, så det kunne godt være, at der kom mange den dag. Men ellers plejer det at være fra torsdag til søndag, at det fylder op, siger Brian Moesgaard.
Sidste år havde turneringen 12.000-15.000 tilskuere i løbet af alle dage, og Brian Moesgaard regner med et tilsvarende antal i år, altså udsolgt.
Peter Gade spiller opvisningskamp mod sin evige rival Lin Dan 2. juledag i København.
Den danske veteran havde allerede sidste år planlagt sin afsked med Denmark Open, men han besluttede siden at spille videre efter OL og tage resten af 2012 med.
/ritzau/