Ord som "konstant dialog", "ingen lukkede døre" og "ingen skjulte forhandlinger", prægede den tale, som Patricia Espinosa, den mexicanske pendant til Connie Hedegaard sidste år, holdt for sine delegerede kollegaer i weekenden.
Hendes hovedpointe er, at alle er med i forhandlingerne fra start til slut, og de ekstremt diplomatiske toner stammer fra traumerne efter COP15, som Danmark som bekendt var formand for.
Det vurderer i hvert fald Per Meilstrup, der er klimadirektør ved Ugebrevet Mandag Morgen og forfatter bag bogen 'Kampen om klimaet'.
Selvom han fysisk befinder sig i det snedækkede København langt fra badebyen Cancún, så har han snor i, hvad jakkesættene og buksedragterne snakker om dernede, og hvordan der skal komme noget ud af hele showet.
"Det helt afgørende er, hvad USA, Kina, Indien, Brasilien og EU kommer frem til af kompromiser. Hvis der opstår kompromiser i det spændingsfelt mellem de klimasupermagter, så vil alt andet være mindre vigtigt."
Og netop viljen til kompromis mener Per Meilstrup faktisk at kunne spore nede i det mexicanske.
Forhandlingerne i København sidste år var præget af stor skepsis og næsten paranoide udtalelser fra de udsendte politikere, og der gik konstant rygter om forhandlinger bag lukkede døre.
Det fik på et tidspunkt de fattige lande til at forlade forhandlingerne, fordi man mente, de rige lande havde lavet en alliance imod dem.
Men i år er stemningen altså anderledes, oplever Tove Maria Rydding, der er politisk rådgiver for Greenpeace, og som hver dag befinder sig i konferencecentret i Cancún, hvor hun og de andre interessenter prøver at påvirke ministrene.
"Sammenlignet med sidste år, er der en helt anden stemning. Der er dialog, der er samarbejde, og der en vilje til at aftale bare et eller andet," fortæller hun fra en larmende bus fuld af Greenpeace-lobbyister på vej til konferencecentret.
Også Per Meilstrup sporer en vilje til kompromis, men forbeholdende er aldrig til at komme udenom. Især Kina giver ikke ved dørene.
"På den ene side, viser de meget stor velvilje i forhold til at få en aftale, og de lægger stor vægt på, at det er vigtigt. Og de signalerer oven i købet, at de er villige til at gå på kompromis i forhold til ting, der er vigtige for dem for kompromisets skyld," siger Per Meilstrup.
Men han tilføjer, at supermagten på den anden side først vil indgå sit kompromis, når USA har nedsat sit CO2-udslip. Og her er vi så tilbage ved den på disse breddegrader så velkendte hårdknude, der fik sidste års klimaballon til at miste luften.
Han understreger samtidig, at fordi, der endnu ikke er kommet noget konkret ud fra forhandlingssalen, kan der stadig godt nå at ske noget.
"Det går fremad med forhandlingerne, men det er jo ikke ensbetydende med, der bliver leveret noget, for det hele hænger jo sammen. Så det er først, når vi kommer nærmere frem mod den sidste dag, man rigtigt kan sige, om der kommer delaftaler eller ej."
Forhandlerne holder stadig kortene tæt ind til kroppen.
"De lande, der er indstillede på at lave delaftaler, de holder jo tilbage med at sige, 'ja, det vil vi gerne', før de har set, hvad de kan få ud af det," siger han.
Derfor forventer iagttagerne først, at der kommer et resultat på bordet, den allersidste nat.
"Det hele falder sammen det sidste døgn, og det bliver sandsynligvis igen dramatisk," spår Per Meilstrup.