Borgere, der skylder Skat penge, kan alt for let få gælden eftergivet.
Det mener Kommunernes Landsforening, som mener, der er tale om misbrug af reglerne, når gælden bliver eftergivet for let.
"Det er vores opfattelse i kommunerne, at man skal køre en hårdere linje over for dem, der har gæld til det offentlige. Vi er bekymret for, at Skat de senere år har kørt for lempelig en linje," siger KL-formand Jan Trøjborg til Newspaq.
Berlingske giver et eksempel på eftergivet gæld, hvor en mor skyldte Skat knap 35.000 kroner for børnepasning, men fik gælden eftergivet, fordi hun har været på barsel.
Ifølge Berlingske har Skat 70 milliarder kroner i udestående hos borgerne, og den regning ender hos resten af danskerne.
"Det betyder jo, at der er andre skatteydere, der kommer til at betale forholdsvis mere for at, der er nogen, der snyder sig uden om det kollektive fælles ansvar," siger Jan Trøjborg.
En række kommuner har nu henvendt sig direkte til skatteministeren for at få ham til at kigge på sagen.
Kilde: Berlingske