Sofaen står tom i dagtimerne på langt de fleste unges værelser.
I marts 2011 var der kun 2.600 unge mellem 15 og 17 år, som hverken var i gang med et job, en uddannelse eller på vej til en uddannelse.
Det skriver Politiken.
Antallet svarer til at kun 1,2 procent af samtlige danske unge i aldersgruppen ikke er i gang.
"Det tegner et billede, som ligger langt fra regeringens udsagn om, at der ligger over 10.000 unge hjemme på sofaen," siger Erik Nielsen, S-borgmester i Rødovre og formand for KL's arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg til Politiken.
I 2009 blev den såkaldte ungepakke vedtaget i Folketinget.
Daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) sagde dengang, at omkring 11.000 af de svageste unge efter grundskolen ikke laver noget, indtil de er 18 år og tropper op på jobcentret.
Ungepakken indeholder en række gode redskaber, mener Mark Jensen, der er leder af UU Køge Bugt, som dækker kommunerne Greve, Køge, Solrød og Stevns.
"Hvis en ung dropper ud af gymnasiet, vil han være blandt de 2.600. Vi har så fem dage til at kontakte ham og 30 dage til at lægge en plan for, hvad der skal ske. Der er mange, som vi hurtigt får i gang med noget andet," siger han til Politiken.