Den kinesiske forfatter Mo Yan, der torsdag blev tildelt Nobels litteraturpris, siger, at han lykkelig, og at det ansporer ham til at "arbejde hårdere".
Det rapporterer de officielle kinesiske medier.
- Da jeg fik nyheden om, at jeg fik prisen, blev jeg meget lykkelig, citeres Mo for at sige.
- Jeg vil fokusere på at skabe nye værker. Jeg vil arbejde hårdere for at kunne takke alle, siger han.
Der er også en del, der tyder på, at de kinesiske myndigheder er rigtig glade for, at det netop blev en kineser.
- Vi er meget lykkelige. Dette er en lykkelig ting for Kinas litterære verden, mener næstformanden i Kinas officielle forfatterforening, He Jianming.
Mo Yan er den første kinesiske statsborger, der vinder Nobels litteraturpris, og kun den anden forfatter, der skriver på kinesisk.
Det er ellers ikke altid let at være kinesisk forfatter i den kinesiske etpartistat. Der er en hårfin linje, hvor noget tolereres og andet slet ikke.
Den officielle glæde over prisen til Mo Yan står i skarp kontrast til Beijing-regeringens reaktion, da den fængslede politiske aktivist Liu Xiaobo i 2010 blev tildelt Nobels fredspris.
Liu fik prisen for at opfordre til demokratiske reformer i Kina.
Kina nægtede at lade Liu rejse til Oslo for at modtage prisen, og Norge blev ramt af en kinesisk handelsboykot og afbrydelse af de diplomatiske forbindelser.
Ved den lejlighed betegnede Kina Nobel-komiteen som en flok "klovne".
/ritzau/AFP