Den kendte Fjerritslev Kro lukkes. Det fortæller Steffen Kolmorgen, som sammen med hustruen Lise, har drevet kroen de seneste tre år.
- Det er kommet dertil, at Fjerritslev Kro er en ende for os. Vi har ramt endestationen, og kan ikke være med mere, forklarer en tydeligt mærket Steffen Kolmorgen i en video på Facebook.
Beslutningen om lukningen kommer få dage efter, at kroparret på Facebook meddelte, at en julefrokostbuffet var aflyst.
- Da vi ikke har modtaget nogen reservationer til vores julefrokostbuffet, har vi valgt at holde en fridag med familien, står der i et opslag.
I videoen fortæller Steffen Kolmorgen ellers, at de parret åbnede dørene for tre år siden blev nærmeste blæst omkuld af den gode modtagelse de fik.
- Vi fik en helt vild opbakning, som vi slet ikke havde regnet med. Det har vi været super taknemmelige for.
Det er blandt andet inflationen og høje energipriser, som får parret til at trække stikket.
- Det gør super ondt. Det har været en drengedrøm, det her, men vi bliver nødt til at se sandheden i øjnene og blive nødt til at erkende når nok er nok.
- Nok for os er nu, så derfor er sidste åbningsdag på Fjerritslev Kro for os den 20. december.
- Det gør ondt. Det gør meget ondt, siger Steffen Kolmorgen.