’Pirates of the Caribbean’-stjernen Keira Knightley har mange gange fået anoreksi-anklager smidt efter sig.
Men de anklager vil skuespiller-veninden Sienna Miller nu gendrive.
Keira og Sienna spillede over for hinanden i filmen ’The Best Time of Our Lives’, og der var Keira ifølge Sienna sund og glad.
Det fortæller Starpulse.com.
»Hun spiser som en hest,« fortæller Sienna.
»Hun tager altid to gange, og hun elsker sin æblekage. Hun kan umuligt have en spiseforstyrrelse.«
Sienna er helt overbevist om, at Keira Knightley ikke har nogle problemer med at spise nok.
»Hun er en virkelig god ven, hun er en vidunderlig pige. Hun spiser dog som et svin, skal jeg huske at sige til alle dem, der kalder hende anorektisk.«