Når et nyt skoleår begynder på Karise Efterskole i august, kan skolen samtidig fejre 20-års jubilæum.
Efterskolen bruger jubilæet til at se fremad og arbejder blandt andet på at etablere en afdeling for fri fagskole. Planen er ifølge skolen at kombinere praktisk orienteret undervisning med den pædagogik og det fællesskab, der kendes fra efterskolen.
- Vi tror ikke på én rigtig vej. Vi tror på mange veje til et godt voksenliv, skriver bestyrelsesleder Christina Birkemose og forstander Troels Brandt i et debatindlæg udsendt i forbindelse med jubilæet.
Karise Efterskole arbejder især med unge, der lærer anderledes, og skolens ledelse efterlyser større fokus på forskellige måder at lære og udvikle sig på.
Jubilæet falder samtidig med en større omlægning af de danske ungdomsuddannelser, hvor blandt andet den kommunale 10. klasse efter de nuværende planer skal udfases fra 2030. Ledelsen mener, at uddannelsessystemet ikke alene bør måles på karakterer og på, hvor hurtigt unge kommer videre i uddannelse eller arbejde.
- Alle mennesker har ret til et ligeværdigt liv, uanset evner og social baggrund, lyder budskabet fra skolen.
Karise Efterskole oplyser desuden, at den som Erasmus+-akkrediteret skole vil indlede dialog med Free University of Bozen-Bolzano og Fakultetet for Uddannelsesvidenskab i Brixen om erfaringer med inkluderende pædagogik.