Da Wolfsburg-ledelsen torsdag skred til fyring af den kontroversielle træner, Felix Magath, var det en mærkelig følelse for en af klubbens to danske spillere, Thomas Kahlenberg.
- Det er helt klart ambivalent for mig. For jeg var glad og tilfreds over de mange kampe, jeg har fået i den nye sæson, siger Thomas Kahlenberg til sporten.tv2.dk.
Danskerens tid i Wolfsburg har dog ikke altid været god under Felix Magath, som på et tidspunkt fandt Kahlenberg helt ubrugelig og sendte ham på et lejeophold hos den franske klub Evian.
Det samme skete for Simon Kjær, som blev sendt til den italienske klub Roma.
- Jeg har også haft mange sløje tider under ham. Han er en ekstremt hård træner, både menneskeligt og psykisk, så hvad det angår, er det en lettelse, siger Thomas Kahlenberg, som kom til Wolfsburg i sommeren 2009.
Klubben har i stedet indsat Lorenz-Günther Köstner som midlertidig træner.
Wolfsburg er i øjeblikket sidst i Bundesligaen med blot fem point for otte kampe.
Klubben møder lørdag Fortuna Düsseldorf på udebane.
/ritzau/