Det kan godt være, at den store forelskelse giver hjertebanken, men kys og kærlighed er ikke altid nok til at få folk til at opgive deres højtelskede lejlighed og flytte sammen.
Flere par vælger i årevis at bo hver for sig, og det kan ses i statistikken.
Omkring hver femte dansker mellem 30 og 60 år bor alene. Det er 130.000 flere danskere, der har valgt at bo for sig selv, end for 10 år siden.
»Der er et stigende antal par i dag, som lever på hver sin adresse. Man har råd til at have hver sin bolig, og individualisme og selvstændighed gør, at man ikke flytter sammen,« forklarer professor Poul Christian Mathissen, der har skrevet flere lærebøger om befolkningsudviklingen.
At leve adskilt sammen
Han fortæller, at den nye livsstil hedder: »Living together apart« eller på populært dansk: weekendægteskaber.
For mange par er det også en praktisk nødvendighed kun at holde kærligheden i live fra fredag til søndag aften, hvor man kan være sammen.
»Kvinderne er kommet ud i erhvervslivet og arbejder ikke altid samme sted i landet som manden. Det gør, at man må bo hver for sig for at beholde arbejdet,« fortæller Poul Christian Mathissen.
Det er i dag heller ikke længere ualmindeligt at blive skilt. Mogens Nygaard Christoffersen, som er senior researcher på Socialforskningsinstituttet, tror, at frygten for, at forholdet forliser, får de mere modne par til at overveje en ekstra gang at flytte sammen.
»Folk tøver med at sælge huset eller lejligheden, når de danner par. Hvis forholdet går galt, vil man nødigt stå på gaden som hjemløs,« siger han.
Mogens Nygaard Christoffersen oplyser, at den stigende velstand også gør det muligt for parrene at leve hver for sig, indtil de er sikre på, at kærligheden kan holde til at flytte møblerne sammen.
Ifølge Danmarks Statistik er der ekstra mange unge mellem 20 og 30 år, som bor alene. En ud af fire bor for sig selv.
»De opskruede krav om uddannelse har været med til, at de unge udsætter tidspunktet for, hvornår de føler sig parate til at flytte sammen med en partner og stifte familie,« konkluderer Mogens Nygaard Christoffersen.
1.093.000 danskere bor ikke sammen med en partner. I løbet af de seneste 10 år er der kommet rundt regnet 130.000 flere folk, der lever alene.
Andelen af husstande, hvor der bor enlige mænd eller kvinder, er steget fra 40 procent i 1997 til 43 procent i 2007.
Omkring hver fjerde af de unge mellem 20 og 30 år bor for sig selv.
Hver femte mellem 30 og 60 år bor alene.
De fleste ældre over 70 år lever alene. Kilde: Danmarks Statistik (folk er opgjort som enlige, selvom de bor sammen med deres børn)
Kilde: Danmarks Statistik (folk er opgjort som enlige, selvom de bor sammen med deres børn)
Kilde: Danmarks Statistik (folk er opgjort som enlige, selvom de bor sammen med deres børn)