Pointsystemets fald kan risikere at få følgeskab af endnu en ændring i måden, vi håndterer udlændinge på i Danmark.
De Konservative stiller sig nu åbne for også at kigge på indfødsretsprøven under de kommende forhandlinger om udlændingereglerne.
"Vi mener ikke, den skal afskaffes, men der kan helt sikkert godt findes steder, hvor den kan justeres," siger indfødsretsordfører Tom Behnke (K).
Hans justeringstanker handler om at ændre prøven, så den i stedet bliver mere fokuseret på faktuelle kundskaber frem for historisk viden.
"Det er stadigvæk vigtigt for mig, at udlændinge, der kommer til Danmark, skal have en forståelse for vores demokrati og historie. Men det vigtigste er selvfølgelig, at man kan gøre sig forståelig på dansk, og derfor kan man overveje, om ikke spørgsmål om Trediveårskrigen måske skal ændres til noget mere konkret," indvender Tom Behnke.
De Konservative håber, at der kan laves et særdeles bredt forlig på det her område.
"Vi er helt sikkert åbne for at indgå i et forlig med regeringen. Det her er spørgsmål, som er meget vigtige for Danmark, så jeg håber, vi kan få lavet et rigtig bredt forlig," slutter den konservative ordfører.
Regeringen har i dag spillet ud med, at pointsystemet for indvandrere, der vil til Danmark, skal afskaffes.