Hvis man ikke kan opføre sig ordentlig, mens man sidder i fængsel, så er det selvfølgelig helt naturligt, at man ikke bliver prøveløsladt.
Det mener De Konservatives retsordfører, Tom Behnke.
Politiken skriver torsdag, at hver fjerde indsat i et dansk fængsel får afslag på prøveløsladelse. Det tal er højere end tidligere - i 1987 fik eksempelvis kun ni procent afslag.
Mens ekstern lektor i strafferet ved Københavns Universitet Hans Jørgen Engbo siger til Politiken, at det er meningen med loven, at det kun er 'et lille mindretal', der skal nægtes prøveløsladelse, så mener Tom Behnke, at tallene afspejler en generel tendens blandt indsatte.
- Forudsætningen for at blive prøveløsladt er, at man opfører sig ordentligt. Hvis man råber efter personalet, hvis man spytter efter det, hvis man er voldelig - ja, hvis man er en idiot, så har man fortjent at sidde tiden ud, siger Tom Behnke til avisen.dk.
Han understreger, at prøveløsladelse er et privilegium og en belønning.
Og når flere nægtes prøveløsladt, så er det fordi, at flere ikke kan opføre sig ordentligt, mens de sidder i fængsel, siger Tom Behnke.
Han afviser også blankt et forslag fra eksperter, der i Politiken taler for en slags obligatorisk prøveløsladelse.
- Nej, det kan aldrig komme på tale. Det er hensigtmæssigt at sikre prøveløsladelse, så man laver en langsom udslusning, så de får en chance. Og man kunne lave en kombination med prøveløsladelse med eksempelvis vilkår om fodlænke. Men kun til de, man vurderer kan blive prøveløsladt. Og det må altid være en konkret vurdering, siger Tom Behnke.
- Den måde, det fungerer på, er den måde, vi gerne vil have det på, understreger han.