En au pair arbejder for 3.150 kroner om måneden og kan fyres med en dags varsel, hvilket betyder næsten øjeblikkelig udvisning af Danmark.
Umiddelbart kan det lyde som et skævt arbejdsforhold at have sådan en trussel hængende over hovedet, men hos Konservative synes man, reglerne fungerer rigtig fint.
"De virker efter hensigten. Det er nemt at komme hertil, og det skal også være muligt at afbryde sådan et forhold, når de er kommet hertil på de særlige vilkår. Det ser jeg ikke noget problem i," siger integrationsordfører Mike Legarth (K).
Au pair debatten er igen skudt i gang, efter tal fra FOA i dagens Politiken viser, at syv ud af ti danskere mener, au pair-ordningen handler om arbejdskraft og ikke om "kulturel udveksling", som ellers er dens erklærede formål.
Her ser Konservative heller intet problem. Men er der tale om misbrug af reglerne eller au pair-pigernes arbejde, skal det naturligvis straffes.
"Der er lavet regler for, hvordan ordningen fungerer, og hvis hvervefamilien bryder aftalen, så er det jo en lovovertrædelse, og så må myndighederne selvfølgelig gribe ind," understreger Mike Legarth.
Konservative er dog her klar til at se på andre typer af ændringer, hvis det viser sig, at det er for svært at afdække misbrugere af ordningen.
"Hvis man i den sammenhæng mangler værktøjer, muligheder og lovgivning for at slå ned på dem, der misbruger au pair-ordningen, så er vi indstillet på at medvirke til det," siger Mike Legarth.
Der er omkring 4.500 au pairs i Danmark. Heraf er 80 procent filippinske piger, der bruger ordningen til at tjene penge til deres familier.