En dansk mand fra Nordjylland kom aldrig hjem fra en elektronikmesse, der blev afholdt i Florida i starten af marts.
En tidligere salgsdirektør i it-virksomheden CESS-Danmark blev efter messen anholdt af det amerikanske sikkerhedspoliti Homeland Security, skriver it-sitet CRN.
Homeland Security bekræfter tilbageholdelsen overfor CRN via mail.
"Jeg kan bekræfte, at denne person er blevet arresteret. Af hensyn til den igangværende efterforskning er vi dog afskåret fra at kommentere sagen yderligere," lyder det.
Ifølge CRN er danskeren under mistanke for at have eksporteret en såkaldt supercomputer under ulovlige forhold.
PET ønsker ikke at kommentere på tilbageholdelsen og Udenrigsministeriets Borger Service kan heller ikke bekræfte at salgsdirektøren har været tilbageholdt.
Homeland Security blev oprettet efter 11. september og er nu det tredje største regeringsdepartement i landet med over 200.000 ansatte.
Kilde: CRN