At Jes Dorph Petersen er kommet levende igennem den livskrise, som ramte ham, da han for to år siden mistede sit job i forbindelse med, at det kom frem at to tidligere kvindelige kolleger var blevet krænket af ham, kan han takke sit valg om at være tørlagt for alkohol for.
Det siger han i 24syv programmet ”Syvkabale”, hvor han er inde til en snak med værten René Fredensborg.
Her ligger Jes Dorph Petersen hverken skjul på - eller fingre imellem, at alkohol kunne have taget livet af ham, hvis han stadig havde drukket i samme omfang, som han gjorde før, han vinkede fuldstændig farvel til alkohol.
- Jeg vil sige, at hvis jeg havde drukket under de seneste to års turbulens, jeg har været igennem, så tror jeg ikke, at jeg havde siddet her, siger Jes Dorph Petersen i programmet, og uddyber:
- Så havde jeg været død. Det siger jeg ikke bare for at være smart. Jeg tror ikke, at man under påvirkning af giftstoffer, opløsningsmidler og alkohol kan kapere at komme igennem, hvad jeg har været igennem, og det siger jeg ikke for at offergøre mig selv, men det har været brutalt og voldsomt, slår Jes Dorph Petersen fast.
Den tidligere tv-vært stoppede med at drikke i 2015. Han tog dengang på alkoholafvænning og har ikke rørt en dråbe siden. Det blev meldt offentligt ud af ham selv i en pressemeddelelse, som blev udsendt kort tid efter Jes Dorph Petersen, var vendt tilbage til TV2 som vært på ”Go’ Aften Danmark” efter nogle år hos konkurrenten, hvor han havde været vært for Champions League.
- Jeg har i perioder haft et for stort alkoholforbrug. Af hensyn til min familie, mit job og mig selv er det derfor nu nødvendigt, at jeg tager en pause og tager imod behandling for at blive helt rask. Jeg er selvfølgelig ked af timingen, for jeg var rigtig glad for at være kommet godt i gang på Go' Aften Danmark, men lige nu gælder det om at blive fit for fight, lød det dengang fra Jes Dorph Petersen.