I dag kom det frem, at jordskælvet og den efterfølgende tsunami i Japan kan komme til at koste landet op mod 1600 milliarder.
Men Japan er ikke den eneste nationale økonomi, som vil blive påvirket af naturkatastrofen.
Magasinet The Economist bringer i denne uge en analyse, hvor de peger på, at en række nationer faktisk kan få gavn af krisen.
Det drejer sig især om Brunei i Sydøstasien, der eksporterer meget af deres olie og naturgas til Japan. Bruneis produktion vil blive mere efterspurgt, eftersom atomindustrien har lidt et knæk som energileverandør efter Fukushima-værkets kollaps.
Andre olielande som Qatar og De Forenede Arabiske Emirater kan på sigt opleve samme effekt.
The Economist vurderer også, at Malaysia vil kunne eksportere mere tømmer til Japan, fordi huse skal genopbygges.
Og genopbygningen er stadig den altoverskyggende opgave i landets nordøstlige del - selv om analytikerne har øje for lyspunkter.
Kilde: Economist