To sejre mod stærke modstandere som Frankrig er Norge er næsten mere, end hvad kvindelandsholdets landstræner Jan Pytlick havde turdet drømme om, inden han gik ind til træningsturneringen Golden League.
Faktisk havde Pytlick frygtet, at det danske landshold, der har fået tilført en masse unge spillere siden OL, ville falde igennem.
- Jeg havde en frygt for, at vi ville blive savet fuldstændig midt over, som dengang vi tabte med 18 mål oppe i Norge. Vi kommer selvfølgelig også til at tabe kampe, men der er sådan en energi og speed i det her hold, så det bliver ikke med de cifre, fortæller landstræneren.
Han kunne lørdag se sit hold vinde 26-24 over Norge, der er regerende EM-, VM- og OL-vindere.
Danskerne var foran 17-12 ved pausen, men et kvarter inde i anden halvleg var Norge pludselig foran med to mål.
- Vi spillede en god kamp bortset fra 10 minutter, hvor vi faldt ud. Det viser stor mental styrke, at vi kan komme igen, siger Pytlick og roser fighterhjertet hos sine unge spillere.
- Vi vil være verdens bedste på det, der ikke kræver talent, og det har vi ramt i de to kampe her, siger Pytlick.
Danmark møder søndag Rusland i den sidste kamp i Golden League-turneringen. Russerne har indtil videre spillet uafgjort med Norge og vundet over Frankrig.
/ritzau/