Tirsdag var Pablo Osvaldo skurk for Italien, da han fik et direkte rødt kort tidligt i anden halvleg af VM-kvalifikationskampen mod Danmark i Milano.
Søndag var Roma-angriberen i heltens rolle, da han med to scoringer leverede et afgørende bidrag til 4-2-sejren ude over Genoa i Serie A.
Hjemmeholdet kom foran 2-0 i kampens første kvarter, før veteranen Francesco Totti fik reduceret for Roma.
Kort før pausen udlignede Pablo Osvaldo for Roma, og 10 minutter inde i anden halvleg gjorde han det til 3-2.
Erik Lamela slog sejren fast med 4-2-scoringen syv minutter før tid.
Roma er med sejren fortsat med blandt de hold, der kæmper om at holde trit med førerholdet Juventus.
Roma er nummer fem med 14 point, otte færre end Juventus.