Mathias "Zanka" Jørgensen og Mikael Antonsson udgjorde en solid defensiv duo i FC København, da klubben havde sin meget succesrige 2010/11-sæson, hvor klubben blandt andet gik videre fra gruppespillet i Champions League.
Efter at FCK mandag hentede Mikael Antonsson tilbage efter tre år hos Bologna, er duoen igen samlet.
Det glæder Mathias "Zanka" Jørgensen sig over.
- Jo flere gode spillere, vi har, jo bedre. Så det er utroligt dejligt, at "Anton" er kommet tilbage, siger "Zanka" til FCK's hjemmeside.
- Vi kender ham, han er en fantastisk fyr og en rigtig dygtig fodboldspiller. Nu har han haft en lang ferie, så han skal lige i gang, og så bliver han en rigtig god tilgang for holdet, siger han.
33-årige Mikael Antonsson rykkede i foråret ud af Serie A med Bologna, og FCK har sikret ham på en toårig kontrakt.
24-årige Mathias "Zanka" Jørgensen, der selv lige er vendt hjem efter et mislykket ophold hos hollandske PSV, ser mange gode kvaliteter hos svenskeren.
- Han er en rigtig stærk forsvarsspiller, som er hurtig og god med bolden. Han har altid en evne til at træffe den rigtige beslutning og lave den helt rigtige tackling i sidste sekund, siger "Zanka".
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.