Israel har dræbt tre militante palæstinensere i Gazastriben søndag i nye luftangreb mod den palæstinensiske enklave.
I det sydlige Gaza blev en bevæbnet palæstinenser dræbt og en anden såret tæt ved grænsen til den egyptiske Sinai-ørken, siger hospitalskilder.
Ifølge Israel havde de to planer om at skyde raketter over grænsen til Israel.
Et andet raketangreb i Gaza har dræbt yderligere to militante palæstinensere og såret to andre.
En talskvinde for det israelske militær siger, at angrebet var rettet mod et sted, der bliver brugt til at affyre raketter mod den jødiske stat.
Angrebene kommer dagen efter, at to mænd, som er identificeret som Gazas mest fremtrædende militante ledere med forbindelse til al-Qaeda, blev dræbt da de kørte på en motorcykel.
Kilder i det ultrakonservative salafistmiljø i Gaza siger, at de to dræbte ved dette angreb - Hisham al-Saedni og Ashraf al-Sabah - henholdsvis var ledere af grupperne Tawhid wa-Jihad og Ansar Al-Sunna.
Bevægelserne deler al-Qaedas visioner om global hellig krig og er imod den mere pragmatiske form for islam, som både den palæstinensiske Hamas-bevægelse og Egyptens Muslimske Broderskab står for.
/ritzau/Reuters