Det skal være lettere for palæstinenserne på Vestbredden at arbejde i Israel. Derfor vil Israel fjerne i alt 59 af de omkring 400 vejspærringer i området. Det meddelte Israels forsvarsminister mandag.
Forsvarsminister Amir Peretz sagde ifølge CNN, at 24 vejspærringer i første omgang vil blive ophævet, og at der senere vil blive fjernet endnu 35 afspærringer. Samtidig fortalte ministeren, at Israel ville løslade et antal palæstinensiske fanger. Han sagde dog ikke, hvornår det ville ske.
Opblødningen over for palæstinenserne kommer efter det positive møde mellem Israels præsident Ehud Olmert og palæstinensernes præsident Mahmoud Abbas lørdag. Her sagde begge ledere, at de ville genoptage fredsforhandlinger og arbejde sammen mod Palæstinas Hamas-ledede og Israel-fjendtlige regering.