Uofficielt forlyder det, at Israel har omkring 300 atombomber, men indtil videre har landet aldrig offentligt erkendt det.
Det var derfor bemærkelsesværdigt, da premierminister Ehud Olmert i et interview med et tysk tv-hold fra stationen SAT 1 måske ved et uheld kom til at bekræfte de israelske atombomber.
»Israel truer intet land og har aldrig gjort det. Vi forsøger blot at kunne leve uden terror. Iran truer åbent med at udslette Israel fra landkortet. Kan man sige, at det er det samme, når de nu har ambitioner om at have atomvåben ligesom USA, Frankrig, Israel, Rusland?,« sagde Ehud Olmert.
Det tyskproducerede program blev ifølge Reuters også sendt på den israelske tv-station Channel 10.