Den irakiske regering har givet Kurdistans Regionale Regering tre dage til at overgive kontrollen over dets lufthavne til de centrale myndigheder.
Hvis det ikke sker vil der blive indført en international luftembargo mod området, siger den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, på statsligt tv.
Udmeldingen fra regeringen i Bagdad er en reaktion på den omstridte folkeafstemning, som kurdere i det nordlige Irak holdt mandag.
Bagdad bad i sidste uge andre lande om at indstille direkte flyvninger til de internationale lufthavne i Erbil og Sulaimaniya i det territorium, som styres af Kurdistans Regionale Regering.
Kun Iran har indført en sådan embargo, men også Tyrkiet står tæt sammen med Bagdad i striden.
Iran, Irak og Tyrkiet er alle lande med kurdiske mindretal, og de har alle fordømt folkeafstemningen som en trussel mod stabiliteten i en region, som i forvejen er hærget af krige.
USA har også udtrykt bekymring over det kurdiske mindretals fremfærd.
Foreløbige resultater tyder på, at omkring 72 procent af vælgerne deltog i afstemningen, hvor over 90 procent øjensynligt har stemt for et uafhængigt Kurdistan i det nordlige Irak.
Iraks regering afviser blankt at forhandle om kurdisk selvstændighed, og Tyrkiet fremsatte tirsdag trusler om en blokade mod kurderne i Irak.
De fleste af de irakiske kurdere mener selv, at de har taget et historisk skridt i en konflikt, der går generationer tilbage i tiden.
Lederen af det kurdiske område, Massoud Barzani, har flere gange sagt, at afstemningen ikke er bindende. Derimod skal den give ham mandat til at forhandle med regeringen i Bagdad om regionens løsrivelse fra Irak.
FN's generalsekretær, António Guterres, udtrykte tirsdag beklagelse over afstemningen.
- Folkeafstemningen blev gennemført trods modstand fra de irakiske myndigheder og det globale samfund, udtalte generalsekretærens talsmand, Stephane Dujarric.
/ritzau/Reuters