Det er formentlig ikke det sted, der først popper op på familiens ønskeseddel over feriesteder.
Men Irak, der er stærkt præget af krig, vold og uroligheder, vil have turisterne tilbage til landet. Og det skal ikke være det fredelige Nordirak, turisterne skal lokkes til, men derimod hovedstaden Bagdad.
Ifølge avisen Daily Mail er flere hundrede ansatte fra Iraks turist- og hotelindustri i disse dage samlet for at lægge hovederne alvorligt i blød - de skal nemlig finde på måder, der kan trække turister til Bagdad, der engang var en kulturel højborg.
- Jeg vil gerne have, at turister fra hele verden kommer på besøg, for her er meget at se, siger leder af turistrådet, Hamood Massam aæ-Yakoubi.
En del af Iraks kulturelle skatte er dog blevet ødelagt af krigen, der blev indledt i 2003.
En ny lufthavn åbner i denne weekend, og om det - på trods af advarsler om at besøge næsten alle Iraks provinser - lykkes at tiltrække turister til Bagdad, må tiden vise. Men indbyggerne i Bagdad er begyndt at bevæge sig mere ud, efterhånden som sikkerheden er blevet forbedret.