Jamaicas supersprinter Usain Bolt har fået frataget en af sine ni OL-guldmedaljer.
Det meddeler Den Internationale Olympiske Komité (IOC) på sin hjemmeside.
Baggrunden er, at IOC har besluttet at diskvalificere Jamaicas 4x100-hold fra OL i Beijing i 2008.
Ved den lejlighed vandt Jamaica OL-guld på distancen.
Beslutningen er truffet i forbindelse med gentester af flere hundrede dopingprøver fra OL i 2008, hvoraf det er blevet bevist, at en af Usain Bolts holdkammerater på 4x100 meterholdet brugte doping.
Det er Nesta Carter, som har leveret en positiv dopingprøve, som har vist, at han brugte stoffet methylhexanamin.
Det kom frem i maj 2016, at Nesta Carters A-prøve var positiv, og at B-prøven ville blive gentestet, som et resultat af, at IOC gentestede 454 prøver fra Beijing med den nyeste teknologi, skriver BBC.
Dengang forholdt Usain Bolt sig til muligheden for, at Jamaica kunne blive diskvalificeret og dermed få fratrukket guldmedaljerne.
- Det er hjerteknusende, fordi man arbejder hårdt i mange år for at vinde guldmedaljer og blive en mester.
- Ting sker i livet, så hvis det bliver konfirmeret, at jeg skal levere min guldmedalje tilbage, så bliver jeg nødt til at gøre det. Det er ikke noget problem for mig, har Usain Bolt tidligere udtalt ifølge AFP.
Ved OL i Rio sidste år blev Usain Bolt den første til at vinde en såkaldt triple-triple.
Det skete, da han vandt OL-guld på 100 og 200 meter og samtidig vandt guld på 4x100 meter med Jamaica. Det var tredje OL i træk, at Bolt præsterede den bedrift.
- Jamaicas hold er diskvalificeret fra 4x100 meter og alle medaljer, pins og diplomer er trukket tilbage og skal returneres, skriver IOC på sin hjemmeside.
Trinidad og Tobago vandt sølv i 4x100 meter, mens Japan fik bronze.
De to nationer rykkes dermed frem, mens Brasilien, der sluttede på fjerdepladsen i 2008, bliver opgraderet til bronzemedaljerne.
IOC meddelte også onsdag, at den russiske atlet Tatiana Lebedeva er blevet frataget sin sølvmedalje fra OL i Beijing.
Her stillede Tatiana Lebedeva op i trespring og længdespring og vandt sølv.
Lebedevas gentest har siden vist, at hendes dopingprøve indeholder det anabole steroid dehydrochlormethyltestosteron.
/ritzau/