Læger på Rigshospitalet i København er dybt bekymrede for en blot to måneder gammel mavesyg dreng og hans 32-årige mor.
Hun forlod torsdag Rigshospitalet med sin syge dreng, der nu betragtes som værende i yderste livsfare.
Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp til at finde mor og baby hurtigst muligt.
"Drengen er yderst behandlingskrævende, fordi han har en sygdom som skal være under lægelig behandling stort set hele tiden. Og vi er lidt bange for, at moren ikke kan tage vare på sin søn," siger Københavns Politis centrale efterforskningsleder Søren Hansen til Newspaq.
Han opfordrer på det kraftigste kvinden til at søge et hospital med sin søn. Kvinden er 32-år, dansk udseende med mellemblondt hår og 175 cm. høj.
Med sin søn i armene forsvandt hun torsdag fra Rigshospitalet - og nu er det en kamp mod uret for at få drengen i behandling igen.
"Vi har fået oplyst fra sygehuset, at inden for 48 timer skal vi gerne have fundet barnet. Ellers er det kritisk," siger Søren Hansen.