Engang var de kærester, men de sidste år har de bare været venner.
Alligevel besluttede Peter Qvortrup Geisling og veninden Christina Maria Jensen for ni måneder siden, at de ville have et barn sammen. Vel og mærke som venner, ikke som kærester.
Tirsdag morgen kom lille Merle så til verden på Rigshospitalet. Og den nyfødte datters ankomst har fået forældrene til aftale, at ingen af dem må have kærester i det næste stykke tid. Det fortæller tv-lægen fra DR's Aftenshowet og programmer som 'Lægens bord' og 'Diagnose søges' til B.T.
"Vi vil give vores datter en god begyndelse," siger tv-lægen til avisen som forklaring på kærester-forbudt-ordningen.
Det utraditionelle forældrepar har ingen planer om at flytte sammen, og på sigt vil de da også føre hvert deres kærlighedsliv. Det synes den nybagte far ikke, at der er noget mærkeligt i.
"Der er mange, der møder hinanden, bliver forelsket og skilt. I mit og Christinas tilfælde blev kærligheden til venskab, og det føles rigtigt for os," siger Peter Qvortrup Geisling til B.T.
Fødslen forløb uproblematisk, og den nyfødte beskrives af sin far som en rolig og smuk lille pige.