Han fandt ikke sin hjertens kær ”Hotel Romantik”, hvor han i stedet oplevede fysiske problemer med hjertet i den tynde luft på det schweiziske alpehotel.
Nu banker det igen som normalt og er klar til at blive sat i brand. For et par uger siden blev Bent Andersen nemlig indlagt på Skejby Sygehus, hvor lægerne opererede ham. Det skriver Se og Hør.
- Jeg havde hjerteflimmer, som lavede en masse dårlige impulser på hjertet. Det har jeg døjet med i mange år. Jeg kom ind om morgenen og blev opereret i hjertet, og jeg kom hjem og sad i mit køkken klokken ni om aftenen, siger han til ugebladet.
Operationen gik dog ikke helt efter bogen, lægerne var således nødt til at give stød til hans hjerte tre gange undervejs.
Men selv om det er kort tid siden, der blev rodet med hans hjerte, er Bent Andersen ved at være helt på toppen igen, forsikrer han.