Horesta: Danske ledige sidder hellere hjemme

Folk får en lige så høj indtægt, når de bliver hjemme på sofaen, selvom vi tilbyder gode job. Det melder brancheforeningen.
Danskere overlader i stor stil lavtlønsjobs til udlændinge, fordi de ikke selv gider, mener hotel- og restaurations-brancheforeningen.
Danskere overlader i stor stil lavtlønsjobs til udlændinge, fordi de ikke selv gider, mener hotel- og restaurations-brancheforeningen. Foto: Colourbox

Ledige med dansk baggrund er langt fra lige så motiveret til at arbejde som folk med udenlandsk baggrund.

Sådan lyder det fra hotel- og restaurationsbrancheforeningen Horesta, som i efteråret forgæves søgte medarbejdere til 8.100 fag- og ufaglærte job.

"Vi tror, forklaringen er, at incitamentet til at tage et arbejde inden for visse job simpelthen ikke er stort nok for danskerne, fordi danskerne kan havde stort set det samme tilovers ved ikke at arbejde. Danskerne er blevet forkælet på nogle områder," siger direktør i Horesta, Katia Østergaard, til Newspaq.

Horesta og 3F vurderer, at 80 procent af stillingerne som opvasker, rengøringsassistent og stuepige i dag er besat af blandt andet asiater og østeuropæere.

Men Katia Østergaard afviser Kommunernes Landsforenings opfordring til, at hotel- og restaurationsbranchen ser indad og spørger sig selv, hvorfor det er, at de ikke kan få ansat folk i ordinære job.

"Jeg mener i allerhøjeste grad også, at vi har attraktive arbejdspladser. Vi er rigtig dygtige til at optage udenlandsk arbejdskraft, og da det er dem, vi oplever, kommer med størst motivation på de her stillinger, så bliver det også dem, vi ansætter," lyder det fra Katia Østergaard som tilføjer:

"Vi er bare ikke attraktive nok for den dansker, der får en lige så høj indkomst ud af at sidde hjemme på sofaen, som at tage et job."

Dansk Industri mener, at vi skal have sænket skatten på arbejde, hvis man skal have folk med dansk baggrund til også at søge stillingerne.

Direktøren afviser, at denne type virksomheder ofte kun søger ledige i tilskudsjob, og at jobbene kun sjældent fører til et fast job.

"Det er klart, at dette erhverv som alle andre benytter sig af tilskudsordninger. Men tilskuddene gælder ikke den faste stab, der er ansat i faste stillinger. Der er mange faste stillinger at få, og vi ser talrige eksempler, som er fem til tyve år i de samme stillinger," siger Katia Østergaard.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.