Ifølge Ritzaus oplysninger får Holger K. Nielsen i kraft af sin rolle som ny skatteminister sammen med SF's nye formand, Annette Vilhelmsen, plads i regeringens to mest magtfulde udvalg - koordinationsudvalget og økonomiudvalget. Her kan du se udvalgenes opgaver:
* Koordinationsudvalget
Koordinationsudvalget behandler større væsentlige initiativer og sager fra regeringen som eksempelvis større regeringsudspil og lovforslag. Koordinationsudvalget mødes normalt en gang om ugen.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er formand for koordinationsudvalget. De øvrige medlemmer er økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), finansminister Bjarne Corydon (S), justitsminister Morten Bødskov (S), minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard (R) - og nu Holger K. Nielsen, som afløser den afgående skatteminister Thor Möger Pedersen, og erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen, som afløser Ole Sohn.
* Økonomiudvalget
Økonomiudvalget har særlig fokus på regeringens samlede økonomiske politik. Det er lige nu et af de væsentligste politikområder, fordi arbejdsløshed og krise fylder en stor del af regeringens dagsorden. Udvalget behandler blandt andet forslag til finanslov og de økonomiske relationer til kommuner og regioner.
Formand for økonomiudvalget er finansminister Bjarne Corydon. Udvalgets medlemmer er økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) - og nu Holger K. Nielsen, som afløser den afgående skatteminister Thor Möger Pedersen, og erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen, som afløser Ole Sohn.