Endnu en sag om en butikskæde, der udnytter sine medarbejdere, kommer nu frem.
Denne gang drejer det sig om den amerikanske modekæde Abercrombie & Fitch i København.
Her kan de ansatte hverken være sikre på antallet af lønkroner eller arbejdstimer, skriver Politiken.
Ifølge Cecilia Andersen, der arbejdede hos Abercrombie & Fitch i oktober 2010, får medarbejderne udleveret vagtplaner hver torsdag, inden de selv har oplyst, hvilke dage de er til rådighed.
"Det var svært at planlægge sin tid, når man ikke vidste, om man skulle på arbejde," siger hun til avisen.
Politiken har desuden snakket med en række nuværende medarbejdere, der alle ønsker at være anonyme, men som bekræfter de utraditionelle ansættelsesforhold i tøjbutikken.
I ansættelseskontrakterne står der, at virksomheden ikke er forpligtet til at give medarbejderne et fast timetal.
De nuværende ansatte oplyser til Politiken, at vagterne fordeles efter, hvor godt man klarer sig på arbejdet. Cheferne skriver i et elektronisk system bedømmelser af medarbejdernes indsats og give dem en 'bad performance', lyder det.
Et andet fænomen, som kæden anvender, er såkaldte 'call in-vagter', hvor de ansatte skal ringe til butikken to timer før, vagten begynder, for at få at vide, om de skal møde ind.
Hvis butikslederen svarer nej, skal de blive væk. Uden løn.
Souschefen i fagforbundet HK's juridiske afdeling, Jeanette Hahnemann, har læst ansættelseskontrakterne igennem.
"Det er ikke rimeligt, at man skal arbejde på den måde. Det er en overtrædelse af ansættelsesbevisloven, hvor der står, at arbejdsgiveren skal angive den ugentlige eller månedlige arbejdstid," siger hun til avisen.
Politiken har sendt en række spørgsmål til Abercrombie & Fitch, men ikke fået svar tilbage.
Kilde: Politiken